Jobben begynner klokka åtte, – nesten hver dag begynner jobben klokka åtte. Jeg har selv bestemt det. Litt før halv ni skal jeg være i klasserommet, sånn at elevene kan feste blikket på programverten på NRK1 når hun ønsker velkommen til Morgennytt.
Jeg er rask om morgenen. Litt før sju våkner vi, bitte litt før sju, for da setter P2 igang. Så ligger vi der og slumrer, mens vi forsøker å få med oss verdenssituasjonen. Thv spretter opp først, jeg mer sleper meg etter, og da er klokka gjerne kvart over. Håret vaskes, jeg får på meg klær og fikser det som må fikses. På kjøkkenet lager jeg smoothie, fort: youghurt, juice, egg, bær, – en stor til meg, en liten rest til Thv. Han elsker den resten.
Vi spiser i stua. Siden jeg er så sen, må jeg nøye meg med Fredriksstad Blad. Aftenposten fortjener uansett noe bedre enn mitt halvsovende hode. Det går fort å spise smoothie, og så lager jeg matpakke: ei skive brød. Kjapp, kjapp!
Sekken er alltid pakket dagen før. Ut i gangen, ned med matpakke, opp med håret, på med lebestift og mascara; ikke noe mer, det holder lenge.
På med jakke, – eller aller best: Ingen jakke.
Ut i bilen, på med P2, kjøre sju minutter, inn på jobben. Der er alt pakka dagen før, – noe som beviser at det går an å være både et rotehue og et petimeter på samme tid. På vei opp på lærerværelset griper jeg et oppgavesett fra kopimaskinen. Det sendte jeg dit hjemmefra kvelden før, – og jeg slutter aldri å forundre meg over at det går an.
Opp den steile trappa, lage en kopp kaffe, dumpe ned til en morgenskravlings før det braker løs.
Klokka er åtte. Kanskje fem over åtte, eller ti.
Noen år er det sånn hver dag hele uka: Et fast skjema, nøye utmålt, raskt, ingen nøling, alt på sin plass, lite tenking, bare gjøring.
Men i år er det annerledes. Et par ganger i uka har jeg ingen faste forpliktelser før sånn i ti-tida, – og plutselig kunne jeg prøve en ny morgenrytme. Fortsatt tenker jeg at jeg skal være på jobben klokka åtte, eller halv ni, – eller deromkring, med det gjør en stor forskjell.
Det starter allerede kvelden før. Jeg liker å sitte oppe om kveldene, men angsten for morgentrøttheten ligger der som en liten urolighet. Dagen før sen-dager føles roligere. Og om morgenen hender det jeg blir liggende bitte litt lenger, hører på en spennende nyhetssak, tenker en tanke, kanskje to.
På badet går alt som vanlig, – ingen grunn til å trekke ut hårvasken, liksom. Når jeg kommer ned er Thv på vei ut døra, alltid litt skuffa fordi jeg ikke kom ned, – eller er det fordi han gikk glipp av et halvt glass smoothie?
Aftenposten er ledig, og noen ganger tar jeg meg tid til å kveile meg opp i yndlingsstolen med en kopp kaffe og enda noen avissider. Kanskje sitter jeg noen minutter helt stille og ser tomt ut i lufta, kanskje griper jeg Tore Renberg og leser et kapittel, uten noen som helst følelse av hastverk.
Lebestift på leppene, klær og sekk, – og kanskje tar jeg meg tid til å tømme søpla eller gå en sving i hagen før jeg kjører på jobben.
Ankomst: Halv ni, kvart på ni, ni.
Det gjør hele forskjellen.
Livet leker 
Tak fordi du deler, jeg elsker at læse om andres hverdage. Hvordan starter de dagen? Jeg får billeder af en kvinde, som forstår at skønne på nuet. En kvinde, som følger med i omverdenen. Jeg tænker at det også er nødvendigt som lærer.
Og så tænker jeg på at jeg ville lade bilen stå og udnytte muligheden for at cykle eller gå, hvis jeg boede så tæt på, men så ville der jo ikke være tid til alt det gode ved din morgen 😉
Jeg bare eeeelsker langsomme morgener. Kan gjerne stå opp tidligere enn jeg strengt tatt må, for å kjenne at jeg har tid. Tid kaffekoppen, avisa, eller å glo… en stund. Så gjenkjenner din stund i stolen på dine annerledesdager, Hege.
Blir det hyttebad-blogging snart tro???
Jeg burde selvfølgelig gå eller sykle, Lene, – men det gjør jeg altså ikke. Jeg er for utålmodig. Det tar lang tid, og når jeg endelig er klar, vil jeg helst være på jobben på øyeblikket. Om jeg skulle sykle, ville jeg gå og grue meg hele morgenen.
Joa, – Elisabeth, litt hyttebadblogging kan det godt bli. Jeg tenkte ikke på det, for jeg har delt en del bilder på Face. Kanskje til helga.
Jeg sad (som Lene) og læste opslugt om din hverdagsmorgen, dannede billeder af huset og haven som jeg har set billeder af her, noterede mig at man forkorter rygsækken til «sekken» og at det lyder som om man tager sækken på, hvad det så kan give af billeder af en pilgrim i sæk og aske, men det var snarere en lærer med sekk og søppel. men videre!
Du ankommer til skolen og finder at udskriften ligger der, klar, og det undrer dig. Tænk hvis man havde kunnet det, da jeg gik i skole. Hvad havde vi fået af materialer?!
På RUC kan de studerende skrive ud hjemmefra, men man må ikke skrive for meget ud – to store opgaver, så løber printeren tør for papir! Men de kan godt.
I begyndelsen fandt man ud af, at alle kunne skrive ud på RUC-printere, og så lavede man selvfølgelig et bedre «intranet».
Er det ikke fantastisk, Donald? Jeg liker ikke uttrykket: Det er magisk, – for det er jo nettopp hva det ikke er. Helst vil jeg forstå hva som skjer, men her må jeg melde pass. Jeg sitter hjemme i sofaen min med en trådløs gjenstand på fanget, så trykker jeg på en knapp, og så går det signaler gjennom luften og opp til en annen maskin på jobben, og den begynner å spytte ut 54 oppgaver om Reagan og Gorbatsjov. Det går nesten alltid bra, men blir det paper jam er det lite populært blant dem som kommer tidlig på jobb for å kopiere.
Nej! ikke paper jam! – hellere strawberry jam til morgenbrødet 🙂