Jeg vet ikke hvordan resten av menneskeheten har det, men jeg har veldig vondt for å glemme. Jeg snakker ikke om vanlig brukshukommelse, men om å huske det man helst ville glemme. En positiv side ved dette talentet er at jeg stort sett oppfører meg veldig skikkelig. Uansett hva jeg gjør, så kalkulerer jeg risiko: Er det verdt det? Hva skjer hvis det ikke går som jeg har tenkt? Resultatet er at jeg nesten alltid velger den smale sti, – nesten.
Men ikke alltid. Noen ganger i fortiden tok jeg noen valg jeg godt kunne vært foruten. Hadde jeg fortalt deg hva det var, ville du kanskje ristet på hodet og fortalt meg at dette ikke var så farlig. Det er det for meg. Det plager meg veldig. Da jeg var veldig ung, gjorde jeg en gang noe tåpelig og dumt, noe æreløst. Ennå får jeg kløe når jeg møter en viss barndomsvenn. Hun var sammen med meg da det skjedde, og hun framkaller minnene i så sterk grad at jeg blir fysisk kvalm, og jeg orker nesten ikke være i nærheten av henne. Hadde det jeg gjorde vært verdt en artikkel i avisen eller kvalifisert til straff, så kunne jeg forstått det. Sånn er det ikke. Det er en ganske alminnelig ungdomssynd.
Lista over ting jeg helst så ugjort er ganske kort, men det eneste som kunne gitt meg fred, var at den var helt tom. Et lite ord som gir meg en assosiasjon til noe av dette kan ennå få meg til å skvette opp og hive etter pusten akkurat i det jeg skal til å sovne. Heldigvis skjer det ikke ofte, men det hender, og jeg tror aldri det kommer til å slippe taket. Poenget er at det ikke skjer fordi jeg er så skikkelig og moralsk. Det er jeg nemlig ikke. Det handler om at jeg vil ha en pen fasade og derfor er redd for at noen skal få vite hva jeg har gjort, – se ripene i lakken, for å si det sånn.
Det er ikke som om dette dominerer livet mitt, men det er der. Det kommer og går, og minner meg på at jeg alltid må tenke meg om, aldri gjøre noe som kan føye seg til lista over ting som skulle vært ugjort.
Jeg hører nemlig til dem som tåler det så dårlig.
Etterpå er alt for sent.
Livet leker 
Jeg tror, vi alle samen har sådan nogle oplevelser med i vores livs bagage, Hege. Det hører med til at være menneske – vi er ikke ufejlbarlige, og hvis vi var, var vi vel en form for guder. Det gælder om at få fred med sig selv, at kunne tilgive også sig selv og ikke kun andre …
Det viktige er å vite at man i dag ville ha valgt annerledes, tenker jeg.
Ekko af Madame(Huskebloggen) – tænk på at den liste kan gøre det lettere at forstå og endda acceptere nutidens unge mennesker, når de kommer galt afsted en gang imellem – vel at mærke hvis du lærer at acceptere dig selv. Jeg har også mange sådanne ting, og jeg kan mærke *forlegenheden* vælde op i mig. Før i tiden stoppede tankerne ved forlegenheden. Nu prøver jeg at få den til at lægge sig ved at spørge, «hvor slemt er det egentlig?» og måske også – en gang imellem – ved at tænke om andre mennesker kunne tilgive, forstå, acceptere. Så begynder man jo pludselig at forstå, at der iblandt familie og venner er nogen, som er mere ægte end andre.
Efterhånden begynder forlegenheden at være en del af mit værktøj til at forstå og til at arbejde med andre mennesker (både dem, der står meget nær og nogle andre nogen!) 🙂
Sånt må man bare ikke bruke energien på!
Sånn er det. Madame, – og selvfølgelig har vi det sånn alle sammen. Imidlertid tror jeg noen av oss er mer følsomme enn andre og bærer mer med oss. Se bare på Edel her. Det er det bare å la være å bruke energien på. Jeg er ikke i stand til å kontrollere en følelse som bare kommer kastet på meg innimellom. Men jeg forsøker å bruke den til noe. Blant annet har dax2 et poeng når han sier at det kan hjelpe oss til å forstå unge mennesker rundt oss som gjør dumme ting. For meg er det også viktig at jeg ikke legger noe nytt til lista. Heldigvis blir det lettere og lettere jo eldre man blir. Jeg velger jo annerledes nå enn jeg gjorde da jeg var ung, Sigrun.
Takk for kommentarene.
Så nydelig og ærlig post! Og kloke ord fra Dax2:)
Du godeste hvor jeg kender det! Puha…… jeg har også oplevet nogle ting, som jeg helst vil glemme. Jeg kan få åndenød, kvalme og blive svimmel når jeg tænker på det. Det er egentlig ikke noget jeg har gjort – men det kan være lige så slemt, at tænke på de ting man IKKE har gjort. Situationer hvor man ved, at man burde have handlet anderledes. Situationer hvor man burde have været stærkere.
Det er lang tid siden, at jeg har læst et indlæg, som har ramt mig på den måde. Puha!
Bare man kunne lægge det bag sig og glemme det. Men det er åbenbart fuldstændig umuligt.
Selvfølgelig må det kunne gå an å legge ting bak seg og glemme det. En ungdomssynd, hva enn det er, som er tåpelig, dum og æresløs, bør man kunne ordne opp i. Et par små riper i lakken må være bedre enn dette som i blant plager deg etter 30- 40 år. Det kan umulig være meningen at man skal bli fysisk kvalm av å se en barndomsvenn så lang tid etterpå. Det må være noe som det kan ordnes opp i, er min mening!
Oops, dette kjenner jeg meg godt igjen i! Heldigvis er det noe lettere med årene, men påminnelsene og ubehaget dukker fremdeles opp når du minst aner det.
Klippe ben av stankelben, f.eks. Hvordan kunne vi! 😦
Takk for det, Junien, – og dax2 er alltid en man skal nåne øre og øyne til.
jensdrejer og Kirsti Cath, – vi har det visst omtrent på samme vis, vi. Men man skal være glad for sin dårlige samvittighet, for den regulerer bort noe av faenskapen i oss.
Og til deg, Edel, kan vi bare si: Nei, – vi kan ikke alle rasjonalisere bort følelsene våre. Jeg kunne skrive en avhandling om hvorfor dette ikke er noe å bære med seg og kanskje også hvordan man kunne mestre det, – men så dukker det opp igjen likevel. Det er altså et faktum.
Spørs om det ikke er noen faktorer i bearbeidelsen som mangler da