Lett berusa og lys til sinns, tross alt

Livet er litt pes om dagen. Ikke at jeg har noe å klage på. Jeg mener, – sammenligna med ungene i Syria, er det jo bare å holde kjeft og innse at livet er bra.

Jeg prøver å holde kjeft og innser at livet er bra, – men jeg er bedre på det siste enn det første.

DSC07796

Men det må være lov å si at alt ikke er optimalt hele tida. Det er mye stress. Mye å gjøre er det også, – jeg leser og evaluerer oppgaver til jeg får klaustrofobi innimellom, – og det er liksom ingen ende på det. Det strammer til, og jeg kjenner at jeg vil spy. Egentlig liker jeg å rette, – men hvert tredje år blir det bare alt for mye. Ikke for mye arbeid. Jeg liker å jobbe.

Mye jobb er bra.

For mye stress, tidspress, tidsfrister er ikke bra.

DSC07793

Og så er det kroppen da, – hormonkroppen. Jeg gidder ikke si noe mer om det, bare litt, – og det er altså noe som skjer i kroppen om dagen. Stress og varme på feil tidspunkt, særlig stress og overfølsomhet. Kjerring. Ordet er greit, men ikke konnotasjonene. Jeg vil ikke være kjerring. Jeg har aldri vært kjerring. Ja, da, – alle er ikke enige i det, – men nei, – ikke kjerring. Nå hender det at jeg bare må innrømme det. Kjerringa i meg dukker opp. Jeg sier noe, noe som hadde vært greit for to år siden. Plutselig er det ikke greit. Jeg grubler. Var det feil? Ble noen såra? Skulle jeg vært snillere? Så får jeg ikke sove, stresser, blir kvalm. Men bare det å snakke skrive om det blir bare dumt.

DSC07794

Bildene er fra i dag. Naboen over gjerdet foreslo vin og hage og prat. Det hjalp. Jeg åpna kjøleskapdøra og fant litt mat, noen egg, oliven, den krabba vi ikke spiste i går, – vips: et fat, litt mat. Er sulten også, nemlig. Vin hadde alle, vi også, – og jeg drakk min del.

Avgjort min del.

DSC07799

Det var deilig. Litt bomull på hjernen. Sol i ansiktet. Grønne blader. Epleblomster. Gode venner.

DSC07795

Alt er grønt, huset vårt er i orden, taket er tett, alle er snille.

Count your blessings, – kunne jeg sagt, – men da var kjerringa der igjen.

DSC07800

Det er nesten så man kan bli glad et lite øyeblikk.

???????????????????????????????

11 responses to “Lett berusa og lys til sinns, tross alt

  1. Man kan altid finde nogen, der har det værre, men det hjælper jo ikke, når man selv ikke føler sig hjemme i sin krop. Som du elsker jeg mit arbejde, som du kan det alligevel ind imellem blive for meget for mig, og følelsen af at hale bagefter kan nemt give søvnløse nætter. Godt at der er naboer, der tager initiativ og jeg er vildt imponeret over din evne til at trylle lækkerier frem. God søndag til dig🙂

  2. Du ved sandsynligvis hvad jeg vil sige/skrive om stress og kampen mod stress:

    Man skal lære at sige nej. Man kan tænke på et ungt par, som gifter sig og bor sammen i en lille bolig, elsker hinanden – manden kan slet ikke lade være, det er, som Freud og andre forskere siger, en drift der er stærkere end sult efter mad; kvinden er somme tider også sulten på en lignende måde, men har måske (det ved jeg jo ikke) somme tider også andre drifts-mønstre, strikmønstre, redebygningsdrift, som gør at hun tænker lidt anderledes end manden, og måske kan de række over kløften, måske er det svært – men de er unge og har energi, finder en måde at leve, og får et barn. De er fænomenalt energiske, de arbejder nat og dag, de prøver at skabe tryghed og hygge og det lykkes, men de sover først kl.2 eller 3 og står op kl. 6 og når det er sommerferie eller lang week-end bliver de friske og glade på 4 timer! Hvad er vigtigst? Barn eller arbejde? – hvis det lykkes for dem, er barnet selvfølgelig det vigtigste. Somme tider forstår både kolleger og venner og bedsteforældre, så går det fint alt sammen, de får hjælp, de er glade om aftenen og barnet ler. De får sympati fra højre og venstre.

    Så bliver børnene ældre, arbejdspladsen ændrer sig. En dag lukker øjnene sig automatisk om morgenen, selv om man skulle stå op. Det gør ikke noget, – én gang eller ti – det gør ingenting. For sent, men alting går jo ellers fint! – igang igen.

    Alt går fortsat godt, jobbet er interessant, succés! Vi kan noget, som de unge ikke kan. Vi ved hvordan man skal klare situationerne.

    Men det bliver ikke nemmere, som man troede. Der er dage hvor kropstemperaturen ikke passer, tøjet strammer, sveden drypper, man har aldrig sagt: Jeg føler mig ilde tilpas, jeg går hjem. Jo måske en gang man havde influenza eller havde slået hul på armen. Det læges hurtigt. Kroppen er næsten ung. Men nu føles det anderledes, der er egentlig ikke noget i vejen med helbredet, sådan som man plejer at se på tingene.

    Så forsvarer kroppen sig. Modediagnosen «Stress» må kunne bruges. Det er jo dér problemet er: Arbejdet er tungt. Det må være stress. Det er ikke min skyld.

    Man lærte aldrig at sige nej, man var jo ikke et brokkehovede.

    Så du må hellere tage en snak med din indre kjæring. Hun prøver jo at forsvare dig fordi du ikke har lært at sige nej. Og check med lægen om blodsukker, blodtryk og kondition er gået den ene eller den anden vej.

  3. Dette engasjerte deg tydeligvis, Donald.

    Jeg kan love deg at jeg sier nei når det blir for mye. Men man har altså et arbeide som skal gjøres, og mitt er sesongbetont. Det er harde økter, og det skal det være. Det er ingen ting som er galt med det. Ingen dør av litt hardt arbeide, – heller ikke av moderat stress, – og mitt stressnivå er moderat og ikke minst er det kortvarig. Det strekker seg over noen uker hvert tredje år, det året jeg har tiende klasse og dobbelt så mye vurderingsarbeide som de to andre årene. Neste skoleår er alt annerledes, men om tre år braker det løs igjen, men man må ta det gode med det onde.

    Men nå er jeg ikke 25 lenger, og heller ikke 45. Jeg merker at når det blir mye som skal gjøres med korte tidsfrister (- og det kan jeg altså ikke si nei til, om jeg skal ha min lønn), så kan jeg kjenne på stresset. Men nå har jeg altså jobbet i over 30 år uten å være noe særlig stresset. Mine kolleger forteller meg at de har det på samme måten. Det har rett å slett med alder å gjøre. Energien er stort sett den samme, men roen er det ikke.

    Verre er det ikke.

  4. Ja, jeg engagerer mig, måske fordi jeg ikke tror på mode-diagnosen stress. Jeg tror at depression dækker over manglende kærlighed. Jeg har gennem årene haft mange forskellige typer arbejde, fra lærer, musiker og radio-journalist til IT-programmør og tekniker, ikke fordi jeg ville prøve alting, men fordi jeg troede at det var meningen med livet og uddannelserne at man skulle kunne ting, som lå indenfor menneskets muligheder. Når en arbejdsgiver syntes at jeg tjente for meget, så fandt jeg et bedre betalt job. (Ja, og der er også negative historier).

    Det er klart at lønnen og jobbet er den klemme, man har på ansatte som ikke har andre steder, andre erhverv at gå hen til. Det synspunkt indgår i myndighedernes (i Danmark Finansministeriet) lønpolitiske styring. Man vil ikke have, at gymnasielæreres uddannelse kan bruges til andet end gymnasier.

    Nogle gange er arbejdsgiverens og lønmodtagerens synspunkter begrundede. Men kun nogle gange, andre gange går der magt, og egoisme ind i forhandlingsparterne (på begge sider).

    Svaret på at man ikke kan sige «nei» er lønmodtagernes organisationer. Men jeg forstår selvfølgelig, at man ikke kan sige nei, når er der en sæsonbetonet pukkel. Man skal sige nei *inden* pukkelen, og nej til at arbejdet tilrettelægges, så der er pukler, som er uomgængelige.

    Der er så vidt det vides endnu ikke nogen, som har ligget på deres dødsleje og sagt «jeg mangler at udføre det arbejde …»

    Tværtimod tænker man, når man ser i fugleperspektiv, at det var interessant at man fik det job ud af mange muligheder, men noget andet havde måske også været godt. Det var godt, at man havde kærlighed, venner, rejser, hus og/eller bil, for musikeren måske dengang man spillede noget, man selv bestemte etc.etc.

  5. Gjenkjennbart.
    Så er vel akkurat det en del av livet også. Å akseptere «kjerringa» i seg. At man ikke tåler den samme påkjenninga og tempoet som for noen år tilbake. Litt skremmende. Men sånn er det vel bare.

    • Enig, Elisabeth. Jeg registrerer forandringene. Jeg liker dem ikke, – men det skal nok gå. Dessuten er det en trøst at alle andre jenter rundt meg har variasjoner over det samme, – mennene også, faktisk.

  6. As a kind lady once said to me, » Try to lower your shoulders a bit»- hilsen fra Australien

    • If yout take a look at the pictures in this post, I guess that’s exactly whant I have been doing lately, Amanda.

      • Great! This time of year is usually stressful for you isn’t it?

      • Absolutely, Amanda. I have been stressed as never before, – and I’ve had too much work on my hands. But it’s over now.

        We have perfect summer weather. I have noe essays to mark. Henrik is coming home today.

Legg igjen en kommentar

Fyll inn i feltene under, eller klikk på et ikon for å logge inn:

WordPress.com-logo

Du kommenterer med bruk av din WordPress.com konto. Logg ut / Endre )

Twitter picture

Du kommenterer med bruk av din Twitter konto. Logg ut / Endre )

Facebookbilde

Du kommenterer med bruk av din Facebook konto. Logg ut / Endre )

Google+ photo

Du kommenterer med bruk av din Google+ konto. Logg ut / Endre )

Kobler til %s