Skrekken for nesten-ulykken

Det var kaldt og det var sol da jeg svingte ut fra vår lille gate. Jeg skulle rundt kvartalet mot høyre, og i samme sekund som jeg rundet hjørne nummer to, fikk jeg en stor, skarp sol rett i øynene.

Jeg så absolutt ingen ting.

Jeg bremset med en gang, og så bøyde jeg hodet for å se ut av vinduet. Tredve centimeter foran bilen sto to personer og så forskrekket på meg. De hadde ruslet oppover gaten trillende på hver sin sykkel, da jeg plutselig kom rundt hjørnet og møtte dem.

Hva hvis jeg hadde blunket?

Hva hvis jeg ikke hadde bremset øyeblikkelig?

Hva hvis jeg hadde brukt til på å bøye meg ned for å se ut før jeg bremset?

Da hadde jeg uten tvil kjørt på dem.

Marerittet mitt er at jeg skal kjøre på et annet menneske.

I dag holdt jeg på å kjøre på to.

13 responses to “Skrekken for nesten-ulykken

  1. Den skræk har helt sikkert siddet i kroppen det meste af dagen, Godt at det gik som det gjorde. Solen er virkelig slem i disse dage, hvor den står lavt på himlen.

    • Heldigvis var farten meget, meget lav, – så jeg hadde jo ikke drept noen. Men ubehagelig ville det være.

  2. Puha, sikke en grim oplevelse – hjertet må have siddet oppe i halsen på dig Hege.
    Jeg er også skrækslagen for at komme til at køre et andt menneske ned – jeg hader endda at køre små dyr ned.😉

    • Jeg vil helst ikke kjøre på noen eller noe, Catarina. Mine voksne barn har ikke bil, men når de er her og låner bil av oss, bekymrer jeg meg også for at de skal kjøre på noen. Selvfølgelig er det verst om de skader seg selv, men jeg er også redd for at de skal skade andre og for hvordan det ville påvirke deres liv.

  3. Yes, men du stoppede, fordi du ikke kunne se noget.

    Jeg overværede en påkørsel her i København. Et venstresving. Cyklisten røg over kølerhjelmen og ned på den anden side af bilen. Jeg sad i min bil og så det ske. Da jeg kom hen til den påkørte kom føreren, en ung kvinde, gående:»jeg så dig ikke , jeg havde solen lige i øjnene, da jeg svingede». Idiot tænkte jeg…

    • Det kan du si, Gowings, men jeg kunne fort blitt den idioten. Dette er i vår stille gate, det er fortau på begge sider. Hvor sannsynlig er det at det kommer folk midt i kjørefeltet presis rett rundt det hjørnet der jeg kommer trillende?

      Vel: Jeg stoppet, – og takk for det!

      • Rigtigt Hege, din situation var unægtelig anderledes. Men jeg hæfter mig ved at situationen med ‘sol i øjnene’ kan håndteres på to måder: jeg kan konstatere at solen skinner i øjnene, derfor stopper jeg og orienterer mig og kører forsigtigt – eller – jeg har solen i øjnene, jeg kan ikke se en skid, nu kører jeg…

      • Ja, og det viser også hvor vanvittig små marginene er. Hadde jeg ikke stoppet umiddelbart, – ville det gått galt.

        Jeg skal alltid stoppe!

  4. Huff og gru. Gjenkjenner følelsen. Har vært der sjøl. Måtte det aldri skje.

  5. Jeg synes det lyder som om problemet egentlig er, at man har lyst til at køre videre – det går nok. Der er faktisk mange situationer, hvor man kører et stykke vej ud fra den forudsætning at «det går nok».
    Jeg har oplevet det meste i trafikken og mener at det vigtigste er at man viser mere hensyn end nødvendigt. Men jeg kommer også fra en tid hvor børn og voksne var meget forsigtige – de så til begge sider og de så langt frem i tiden: var der noget farligt i nærheden – førend de trådte ud på kørebanen. Og derfor kunne bilerne køre lidt hurtigere, end de gør i dag.

  6. Det er nettopp det, Donald, – det er så lett å ikke reagere øyeblikkelig. Jeg har nok selv kjørt nedover veien noen meter med dårlig sikt. Det skjer aldri igjen.

Legg igjen en kommentar

Fyll inn i feltene under, eller klikk på et ikon for å logge inn:

WordPress.com-logo

Du kommenterer med bruk av din WordPress.com konto. Logg ut / Endre )

Twitter picture

Du kommenterer med bruk av din Twitter konto. Logg ut / Endre )

Facebookbilde

Du kommenterer med bruk av din Facebook konto. Logg ut / Endre )

Google+ photo

Du kommenterer med bruk av din Google+ konto. Logg ut / Endre )

Kobler til %s