En elev ved navn Anders

Jeg kjente igjen Anders Behring Breivik med en gang jeg så ham. Straks jeg hadde lest manifestet hans dro jeg kjensel på gutten. Ettersom rettsaken mot ham skred fram kjente jeg igjen mange sider ved personligheten, eleven Anders.

Anders Behring Breivik har aldri vært min elev. Han er likevel en jeg kjenner. Heldigvis er det ikke mange Anderser, men altså mange nok til at vi lærere vet hvem han er. Det første året etter 22. juli snakket vi av og til om dem på lærerværelsene, om Breivikene vi har møtt.

Hva gjorde vi med dem? Hva gjør vi med dem vi møter neste skoleår og skoleåret etter der? Kan vi stoppe dem, før det er for sent?

Det hender vi har elever som skremmer oss. Den skrekken kommer ikke brått, den oppstår ikke i det øyeblikket vi møter dem. Det handler ikke om noe de sier én gang, om en bestemt tekst de skriver, om noe merkelig i øynene. Det er helheten, det totale bildet vi danner oss etter flere års samvær.

Jeg er sammen med mine elever i ti intensive timer, 38 uker i året gjennom tre år. Det gir meg 1140 timer til observasjon. Det er mange timer, kanskje flere intense timer enn det mange foreldre tilbringer med sine barn. I mine fag bedriver vi lite smalltalk. Det handler om skole og utdanning, og derfor henter vi helt bevisst opp de store temaene: Det handler om samfunnet vårt, om enkeltmenneskene, om politikken, om etikken, om livet, om døden og kjærligheten; – og selv om hver enkelt av elevene ikke sier så mye, så drypper det litt her og der, hver dag legges en brikke i puslespillet, i bildet som viser hvem dette mennesket er. Et blikk, en kommentar, en skulderbevegelse, en tekst, – etterhvert blir det til tusen blikk og kommentarer, hundre skulderbevegelser, ti tekster – og litt etter litt faller brikkene på plass og jeg ser hvem jeg har foran meg.

Heldigvis får jeg nesten bare se fine bilder. Når jeg ser på elevene mine, ser jeg snille og velmenende folk. De som vil godt, og strever for å få til livene sine. Det er et bilde som stemmer med virkeligheten. Det er sånn vi er – de fleste av oss. Men Anders Behring Breivik er også virkelig, og det hender altså at jeg ser ham midt i flokken, og noen ganger er jeg så sikker, så sikker.

Hva gjør jeg med det?

Hva kan jeg gjøre med det?

Hva gjør man med en relativt velfungerende ungdom, en sånn som holder seg innenfor rammene, stort sett gjør det han skal, er høflig (-om ikke vennlig), hjelpsom (- men med et kaldt blikk), ganske taus, tilbakeholden, ren og pen i tøyet?

Kan man heise det røde flagget bare fordi man lukter en storm?

Vi vet jo at vi lukter riktig, – om ikke hver gang, så veldig ofte. Men vi vet like godt at vi kan lukte feil, – og heldigvis for det. Når vi lufter vår engstelse med kolleger, er de nesten alltid enige. Jeg skjønner hva du mener, sier de, – selv om jeg ikke kan sette ord på akkurat hva det er, så tror jeg du er inne på noe.

Men hva skal man gjøre? Lufte sin engstelse for foreldrene? De gangene vi gjør det, finner vi sjelden gehør. Kanskje er vi for vage. Vi har jo så lite å sette fingeren på: Det lille blikket, de små dryppene av kalde holdninger, ordene som falt, – det er så vagt. Ofte går dette barnet de samme stiene som foreldrene har tråkket opp, – og noen vanskelige, kanskje kritiske, spørsmål fra læreren blir tatt ille opp. Kanskje engster de seg selv fordi de ser at ungen går for langt, fortsetter inn i et villniss de selv klarte å holde seg unna. De ville bare peke ut retningen. Kanskje føler de sine egne verdier truet av en lærer som pirker borti det vanskelige. Kanskje ser de det rett og slett ikke. Og vi har lite å fare med. Ingen skade har skjedd. Vi har ingen ting å henge vår engstelse på, annet enn harde øyne og kalde skuldre.

Det finnes bare én Anders Behring Breivik, og han var heldigvis aldri en av mine. Likevel var ikke frykten min ubegrunnet. I et par tilfeller har jeg fått vite at et par av dem jeg fryktet for, senere har etterlatt seg et kjølvann av kulde og vold i sine omgivelser.

Spørsmålet er om jeg kunne ha hindret det.

Reklamer

7 responses to “En elev ved navn Anders

  1. Nej det er jo netop svært med den adfærd du beskriver og langt langt de fleste laver jo heldigvis ikke hvad Breivik gjorde…nogle af dem ER bare dybt ubehagelige mennesker og vi ønsker ikke at vore døtre og sønner forelsker sig i sådant et menneske. Jeg har mødt et par stykker i mit arbejdsliv og er, som du, blevet lidt skræmt hver gang. Så vidt jeg ved, har ingen af «mine» Anderser gjort noget «værre» end bedrageri og den slags…..det har de så til gengæld været meget meget dygtige til 🙂

  2. Det er et rigtig supergodt indlæg. Jeg synes nemlig, at der mangler nogle dimensioner ved debatten om Breivik – i hvert fald her i Danmark.

    Jeg vil have lov til at sige, at jeg har medlidenhed med Breivik. Når jeg læser om hans opvækst og forholdet til hans forældre, så er jeg slet ikke i tvivl om, at han har været en lille dreng, som har følt sig helt alene med en stor sorg og en masse problemer. Alice Miller er en genial psykolog, som jeg holder rigtig meget af. Hun har blandt andet skrevet om, hvordan folk udviklede sig til at blive nazibødler. I følge hendes tankegang skyldes det manglende tryghed og kærlighed – og jeg tror hun har ret. Og det passer desværre også på Breivik. Alt er jo gået galt i hans liv. Alt. Og derfor har han opbygget en større og større vrede, som bare skulle gå ud over nogen. Jeg synes, at det er en forfærdelig trist historie.

    Når jeg siger, at jeg har medlidenhed med Breivik, så er der mange som bliver fornærmede. De mener, at jeg så er ligeglad med ofrene i Oslo og Utøya; men det er ikke sandt. Jeg har medlidenhed med både ofrene og gerningsmanden.

    Og jeg har præcis samme forhold til alle de mange skoleskyderier primært i USA. Gerningsmændene er jo fuldstændig ens! De har nøjagtig den samme baggrund og den samme psykologiske profil som Breivik.

    Jeg håber, at der snart er nogen som begynder at stille det samme spørgsmål som dig: hvordan kan vi undgå den slags i fremtiden? Hvordan kan vi undgå, at disse mennesker udvikler sig til sådan nogle dræbermaskiner?

    • Takk for en fin kommentar, Jens. Selvfølgelig kan man ha medlidenhet med en villfaren morder, uten at noen skal beskylde en for å ikke føle med ofrene. Her i Norge er det nok ikke så endimensjonalt. Likevel var Breiviks handlinger så vanvittig brutale og hjerteløse at det ikke blir plass til så mye mer.

  3. Jeg husker Jens ved en hyggelig sammenkomst i Tivoli fortalte, at han syntes man kunne skrive en slags biografi af ABB, og han forklarede rigtig godt, jeg var dybt betaget af Jens’ forklaring, og den indsigt kan jeg genkende i diskussionen her ovenfor. Skoleskyderier og Breivik er måske udslag af samme tendens til de begrænsede udfoldelsesmuligheder vi tilbyder vore unge. En diskussion om ordblindhed på DR1, hvor «hjerneforsker» Peter Lund Madsen talte med en lærer, som var ordblind i svær grad, om unge menneskers muligheder, og om hvordan det føles når man bliver udelukket den ene gang efter den anden fordi man ikke kan læse eller skrive, det var ganske overvældende.

    Mine tidligste oplevelser med undervisning var at se, hvor stor forskel der er mellem en, der kommer frivilligt til undervisning og får eneundervisning, sammenlignet med den oplevelse jeg havde af skolens og gymnasiets massekultur. Det skal understreges at vi i efterkrigstiden oplevede en skole, der som samfundet var rystet i sin grundvold og at det kun var lærere med særlig situationsfornemmelse, som rigtig kunne klare at give os elever noget, vi kunne bruge.

    Som ung faldt jeg over Summerhill-skolen + en spændende beretning om hvordan man underviste i musik i Ungarn på de skoler, som havde taget navn efter Kodalyi, en musiker og komponist, som havde sat sig som mål at beskrive hvordan man udvikler sin musikalitet. Ungarns musiktradition er radikalt anderledes end den danske (forbehold: måske ikke alle steder i Ungarn!) og på Kodalyi skolerne kommer der 1 «umusikalsk» elev for hver «musikalsk». Efter 6 uger kan de alle synge og efter 3 måneder er det svært at høre forskel, efter yderligere nogle år har forskellene udjævnet sig. Det siger sig selv at den slags generaliseringer har huller.

    Men: Hvis Neill kun én gang har måttet opgive at lære en elev at læse og Kodalyi kan få alle «umusikalske» til at blive musikalske, fordi (som Carl Nielsen siger) hvis du kan høre forskel på en ko og en gråspurv, så er du ikke tonedøv! – hvis … hvad er der så galt med skolesystemet, når der i DK udgår 20% der ikke kan læse?

    Provokerende sagt: fejlen ligger i at man sætter børn i skole som slaver og ikke som kunder, der køber undervisning.

    Sagt på en anden måde: Man anerkender ikke at børn har en autonomi.

  4. Jeg tror også jeg husker den samtalen i Tivoli, Donald. Det er viktig at vi diskuterer hva som får disse unge menneskene til å utføre sine voldsorgier. Den gang i Tivoli var det nok for nært for meg, og det har vi snakket mye om her i Norge: Dette må få ta sin tid. De aller fleste av oss kjenner noen som på den ene eller den andre måten er direkte rammet, og vi må trå varsomt. Det er også mange som er veldig opptatt av at vi skal tie Breivik ihjel. Vi skal snakke minst mulig om ham, avisene skal skrive minst mulig om ham osv, – dette også fordi han selv tydeligvis ønsker mye oppmerksomhet, og den skal han derfor ikke få. Det er et dilemma.

    Jeg har forstått at du for tiden er opptatt av dyslektikerne og deres situasjon, men som lærer ser jeg ikke det samme bildet som du gjør. I min klasse går alle trinnets fem dyslektikere, og det er selvfølgelig en utfordring for dem. Jeg ser imidlertid lite til dette utenforskapet du snakker om. Disse ungene fordeler seg faglig akkurat som andre elever, og en av dem er klassens stjerneelev i historie. De må bare hjelpes med enkle grep: Stavekontroller på PC, alle prøver i muntlige fag muntlig eller med sekretær. I skrivende stund har vi norsktentamen, og en av dem proklamerte nettopp høyt at jeg ikke måtte glemme at han kanskje måtte sitte litt lenger enn normert tid. Deres dysleksi er noe vi snakker åpent om i klassen. Ikke misforstå meg: Det finnes også i dag mobbing, unger som blir holdt utenfor osv, – men neppe på dette grunnlaget.

    Når det gjelder de Andersene jeg har hatt i mitt klasserom, minner de meg faktisk mye om ABB: De er ofte velkledde, høflige, skoleflinke – kort sagt alminnelige på de fleste områder, men så er det altså noe annet, – noe udefinertbart og noe definertbart. Det sistnevnte handler om små drypp av et fascistisk menneskesyn.

    Jeg har også lest om Summerhill-skolen, – og jeg har lest «Det musiske menneske» av Jon-Roar Bjørkvold (Anbefales, – avgjort noe for deg!).

    At elevene kommer til skolen som slaver er ikke provoserende å lese for meg. Dette er jo noe vi snakker om både utenfor og i skolen, – og også noe vi snakker med elevene om. Samfunnet vårt er hierarkisk oppbygd, og barna står nederst på rangstigen. Det finnes for eksempel fortsatt mennesker som mener det er greit å slå barn i oppdragerøyemed, selv om man ikke ville finne på å slå en voksen. Både foreldre og lærere kan tillate seg å skjelle ut sine barn og sine elever på en måte de aldri ville gjøre det mot en voksen.

    Vi må alle gå til vårt arbeide, både barn og voksne. Det er en plikt og en rettighet. Verken elevene eller læreren har like stor lyst hver dag, og det må vi jo snakke om. Vi er både individer, men også celler i et samfunn. Dette prøver jeg å lære mine elever, – og da sier jeg faktisk at vi alle er en slags slaver, fordi vi selger 1/3 av døgnet til en arbeidsgiver for å få mat og klær. Jeg synes alt for mange mennesker i vår tid stiller spørsmålstegn ved om de skal måtte jobbe så og så mange timer i uken, at de ikke finner seg til rette i arbeidslivet, at de har noen små plager osv. Det er noe vi bare kan unne oss så lenge vi kan være trygge på at vi får mat i munnen selv om vi ikke jobber. Jeg leser en del danske bloggere hvor dette diskuteres på en måte jeg rett og slett ikke kan delta i. En eller annen gremmes over sin arbeidsgiver, sin arbeidstid osv, – og det er alltid for mye, for slitsomt, sjefen er for krevende. Som svar får vedkommende en million støttende kommentarer: «Dette kan du ikke finne deg i», «Jeg synes det er for mye å jobbe full tid» osv.

    Men det siste var en helt annen diskusjon enn ABB, – det var Summerhill som satte meg på tanken, – og det er nok for lettvint å tro at noen gode pedagoger er alt som skal til for å stoppe verdens Breiviker.

  5. Det var et fint og langt svar, Hege. Jeg hæfter mig særligt ved Både foreldre og lærere kan tillate seg å skjelle ut sine barn og sine elever på en måte de aldri ville gjøre det mot en voksen.
    Der er børn, som ikke bliver skældt ud på den måde, og som har det fint. Desværre kan jeg ikke finde den bog af Erik Sigsgaard, som hedder «Er Opdragelse Nødvendigt?» hvor «opdragelse» står for disciplinering eller noget i den retning. Hans erfaringer (og mine) med børn, som man behandler med samme respekt som overfor voksne er meget positive, de små reflekterer gerne på situationen, sådan som du også beskriver. Selv om man respekterer de små, behandler man dem selvfølgelig som børn, d.v.s. vidensmæssigt giver man en kontekst, hver gang der er brug for det, man bruger sin empati og så videre. Jeg tror du er jättebra til netop dette og takker dig for dit fyldige venlige svar! 🙂

Legg igjen en kommentar

Fyll inn i feltene under, eller klikk på et ikon for å logge inn:

WordPress.com-logo

Du kommenterer med bruk av din WordPress.com konto. Logg ut / Endre )

Twitter-bilde

Du kommenterer med bruk av din Twitter konto. Logg ut / Endre )

Facebookbilde

Du kommenterer med bruk av din Facebook konto. Logg ut / Endre )

Google+-bilde

Du kommenterer med bruk av din Google+ konto. Logg ut / Endre )

Kobler til %s