Jeg har sett et dansk TV-program om kunst.
Finnes det statistikk på hvor mange prosent av danske setninger, og da særlig svar på spørsmål, som starter med: Ja, men eller eventuelt med Ja, men altså?
Ja, men altså – jeg spør i fullt alvor.
Hva dere skrev:
Peter Andreas Munch,… til Tantens peoner Peter Andreas Munch,… til Liten kopp – stor h… livetleker til Astrup Fearnley – B… William til Astrup Fearnley – B… Elin Tove Løhre til Den som sparer hun har –… StatCounter
Livet leker 
Ingen statistik mig bekendt – men i visse egne af landet nærmer vi os vist 100%. Og hvordan sætninger afsluttes er forskelligt, afhængigt af geografien: I Jylland (min del af DK) slutter vi ofte med «ikke også» (= «ikke sant»), som regel udtalt ik’ å’ eller hvis man er vældig jysk æ’ ow’ 🙂 I København slutter de mange sætninger med «ikke», udtalt «ing'». La du mærke til det i udsendelsen, he he?
Hehe,ja men det har jeg også lagt merke til 🙂
Ja, det har jeg faktisk lagt merke til, Tine. Og nå venter jeg bare på at en eller annen danske skal svare meg litt syrlig fornærmet: Vi begynner våre setninger med «Men altså…» like ofte som nordmenn begynner sine setninger med: … men så vet jeg ikke helt hva det skulle være. Noe er det nok, noe jeg ikke har lagt merke til.
hos os i København starter vi alt med jarmen. eller jarmenalzår. ing.
🙂
Der er da ingen undskyldning for at sjuske med sproget. Jeg tror, at alle sprog kan byde paa den slags fyldord. Mange amerikanere siger utallige gang-you know what I mean-. Her paa Filippinerne siger de lokale -kvoan- hvergang de har brug for en taenkepause. Mange danskere siger hele tiden oehhhh, og saa er der mange, der bander ganske vederstyggeligt.Unge danskere, vist isaer fra oestzonen, den der svenske oe, hvor man kan koebe oel, slutter med stor fornoejelse enhver saetning med det magtfulde -mand- ogsaa selvom deres samtalepartner skulle vaere et kvindeligt damenmenneske af det modsatte koen.
Om det er sproglig uformaaenhed eller sjusk, maa den enkelte afgoere.
Den danske forfatter Hans Sherfig begynder gerne sige saetninger med -og-, hvilket giver hans sprog et ganske saerligt saerpraeg.
Men altsaa, det danske sprog er en svaer een.
Jeg har jo nettopp merket meg det, regitze selv om min transkripsjon av uttalen uteblir.
Men jeg er ikke enig med deg i at det er verken sjusk eller språklig uformåenhet, Holger. Det glir vel inn som en slags vane, og så gjør alle det. Den menneskelige språkhjerne har lett for å ape etter det den hører, det er vel også sånn vi lærer språket når vi er bitte små. Men hvis man er bevisst på hva som faktisk blir sagt, så kan man selvfølgelig endre sin vane, og kanskje bør man det. Jeg blir så fiksert på dette «Ja, men altså» at jeg knapt hører hva som blir sagt, – men så klarer ikke min hjeren for mange stimuli om gangen. 🙂
Så godt at du spurte om dette, Hege. Jeg har nemlig også lurt på dette. Sist da Lene Nystrøm ble intervjuet på norsk tv, og begynte et par svar med «jamen altså» (hun bor i DK)…
Det er så flovt, og det lyder så dumt. Og det er: jaaaaaaaaamen.
Forfærdelig dårlig og grim vane.
Stefan blev så stolt, da jeg fortalte om hans film og din klasse. Hils dem fra ham.
Nå blir jeg helt tidsforvirret her. Var det ikke i vår jeg viste dem den filmen? Hvis det var det, så har jo de ungene fløyet ut av mitt rede.
Ejj Hege det var her i slutningen af september – altså, altså – søde du.
Ja, men da skal jeg hilse dem 🙂 Du skjønner jeg er i ferd med å gli totalt inn i glemselen. Jeg ber min mann om å sette lasagnen inn i kjløeskapet, noe han gjør. Inne i mitt hode sa jeg stekeovnen. En halv time senere regner jeg med at middagen som står i ovnen er ferdig, mens min kjære ser på meg og lurer på hva jeg driver med. Og den søte filmen mente jeg at jeg hadde sett sånn i mai en gang.
Hvordan skal dette gå?
Sådan er det desværre, når vi kommer op i alderen. Tror ikke på, at du er på vej – totalt – ind i glemselen. Du må huske at gætte krydsogtværs, hver dag, det er vældig god hjernegymnastik 😀
Takk for tipset.