Plutselig ringte naboen, – hun ville be oss på kanelboller og saft, og det er jammen ikke dårlig en onsdagsettermiddag i oktober. M, C og jeg syklet i vei i øs, pøsende regnvær. Regnet bare sto i bakken, og til tross for den korte turen ble vi klissvåte. Det hjalp å komme inn til knitrende peis og kanelboller. De to små ble plassert i hver sin lenestol med minkpledd over knærne. Søtere blir man ikke, men det får dere dessverre ikke se. Jeg har nemlig glemt kameraet mitt på jobben.
Vel hjemme skulle ungene ha sitt daglige bad, og etter nok en kald og våt sykkeltur ville de nødig opp av det varme vannet. Til slutt måtte jeg bli streng: Nå er det slutt. Dere skal opp av badet!
Ja, da, sa M. Jeg skal bare telle til fem, så kommer jeg:
En
To
Tre
Fire
To og en halv
Fem!
Livet leker 
Nåeh hvor er det sødt, Hege!
Og sikke en skøn nabo at have, som inviterer på kanelboller og saft – og minkplaid over knæene :o)
Ja, ja, ja, man skal ikke afvise, at den lille tæller har sans for matematik. Der må jo dog være __noget__ mellem tallene:-)
Det lyder rigtig dejligt. Jeg har lige købt gær, så jeg kan bage kanelboller – men gid jeg også havde en pejs. Det ville altså være hyggeligt. 😀
Hun har sans for det meste, den lille teller, – ikke minst for å hale ut tiden når hun vil bade. Og av sine brødre har hun lært at det er noe i midten, mellom tallene. Spørsmålet er bare hva som skulle være der.
En peis skulle du ha, Jens, – men det er så mye vi gjerne skulle ha.