Tanker rundt ei hvetekringle

Det er helg og jeg har lyst til å lage ei hvetekringle. Et par venninner har meldt sin ankomst, og jeg vil servere ei kringle og et glass vin. Nesten før jeg har tenkt tanken ferdig, kjenner jeg at skamfølelsen legger seg som tåke i hodet. Jeg skal ikke bake kringler, langt mindre spise dem! 

Jeg er tjukk nemlig! Jeg er faktisk veldig tjukk, og det er verken kokettering eller en overdrivelse, – bare et faktum. Jeg er kjempetjukk! Hver dag når jeg åpner avisene kan jeg lese om meg selv: Jeg er overvektig, jeg beveger meg for lite, jeg lever på cola og chips, jeg er lavt utdannet, jeg spiser usunt, jeg … Dette er statistikk, og lite av det passer på meg, men like fullt rammer det meg midt i min tjukke mage hver gang jeg leser det.

vin1.jpg

Heldigvis er kroppen min mye mer enn tjukk. Den er sunn, sterk og frisk. Den er aktiv og kvikk, og den er med på all den moroa jeg tar den med på. Fordi jeg nesten alltid har vært overvektig, er jeg faktisk ekspert på alt som har med kosthold å gjøre. Saken er bare den at det ville jeg vel vært uansett. Mat og kosthold interesserer meg, og her i familien har vi alltid spist både sunt og magert. Hadde vi fått besøk av en kostholdsekspert, ville vi fått beskjed om at det meste var greit. Litt lite fisk kanskje, og et par epler til hadde vært en fordel, – men ellers er det bra.

Hvordan kan det da ha seg at jeg er tjukk?

Fett er uforbrent energi, og får man for mye fett på kroppen betyr det at man har spist mer enn kroppen trenger. Så enkelt er det, og man har ingen andre å skylde på enn seg selv. Spiser man alt for mange epler går man også opp i vekt. Selv spiser jeg sjokolade omtrent en gang i uka og chips en gang i måneden. Men jeg er glad i mat, og vil gjerne både lage og spise den. Det gjør jeg, og det har jeg alltid gjort. Selv om jeg er aktiv i hverdagslivet, har jeg et yrke som ikke fører til den store kaloriforbrenningen, og alle mine yndlingsaktiviteter i fritiden er lavkaloriaktiviteter. Trening for treningens skyld er noe av det aller, aller verste jeg kan tenke meg å bedrive. Det krever en enorm viljestyrke, og jeg liker det like dårlig som du liker det aller verste du kan tenke deg å gjøre. Det betyr ikke at jeg er passiv. Jeg liker både å jobbe i hagen, gå tur, sykle, løpe i trapper og ellers bedrive all den aktiviteten hverdagslivet krever.

Fordi jeg spiser nøkternt og sunt, går jeg heller ikke opp i vekt lenger, og jeg er verken doven eller dorsk, men faktisk propp full av energi. Problemet er alle de ekstra kiloene som ligger der fra før. Nøkternt sett er det verdens minste problem å bli kvitt dem. Det er bare å spise sunn og sammensatt mat opp til 1200 kalorier om dagen. Da forsvinner 2 kg i måneden. Jeg vet det! Jeg har prøvd det!! Hvorfor klarer jeg så ikke å fullføre det? Antagelig av samme grunn som at hun som vet hun drikker et glass for mye ikke klarer å slutte med det, eller hun som røker sigaretter ikke klarer å slutte med det. Vi mennesker er sammensatte dyr med en komplisert psyke, og det ser ut til at de fleste av oss har ett eller annet område vi ikke klarer å kontrollere. Selv har jeg kontroll på det meste. Både jobb, familieliv og venneliv er på stang. Men jeg spiser altså for mye. Ikke mye for mye, – litt for mye, – det bitte lille for mye som langsomt vokser til mange kilo ettersom årene går. Jeg har aldri forsøkt meg på syke kurer, pulvere eller den slags. Det handler om forbrenning av energi, og jeg vil være frisk og normal. Men jeg har eksperimentert med kaloriinntak i over tjue år. Med det aktivitetsnivået jeg har, trenger min kropp omkring 1600 kalorier pr døgn for at jeg skal holde vekten, og 1200 hvis jeg skal gå ned. Også på dette området er kroppen min sunn. Jeg har ikke sult til mer enn 12 – 1500 kalorier. Får jeg det er jeg mett i den klassiske betydningen av ordet. Magen er i ro og jeg har energi nok til å gjøre det jeg skal. Hvorfor spiser jeg så for eksempel 1800 i stedet for 1500 kalorier?

Hadde vi bare spist for å bli fysiologisk mette så hadde det ikke vært noe problem, men det handler også om hjertets sult. Tenk deg at du får en tallerken med middag foran deg, og du er veldig sulten. Når du har spist omtrent halvparten, kommer noen og tar bort tallerkenen. Du får ikke mer! Selv om du etter en stund trolig vil kjenne at du egentlig er mett nok, vil du likevel kjenne sug etter å spise opp det som var igjen på tallerkenen. 12 – 1500 kalorier om dagen er veldig lite i det lange løp. Det vet jeg alt om, og det gir ikke rom for verken kringler eller vinglass.

Hvis urmennesket skulle overleve, måtte det jobbe for maten, gå lange strekninger, jakte. Kanskje er det sånn at vårt behov for å spise fortsatt ligger på det kalorinivået vi hadde i urtiden, at det er et rudiment fra den gang? Det ville forklare saken.

vin3.jpg

Mat er også kultur. Vi spiser i sosiale sammenhenger, vi spiser for å hygge oss, vi knyttes sammen ved å spise. Selv er jeg glad i å lage mat, eksperimentere med noe nytt, eller ganske enkelt lage en god, gammeldags hvetekringle en lørdag ettermiddag i mars. Det er normalt, og det skulle jeg kunne gjøre. Men så er det denne skammen. Og den er egentlig det aller verste med å være tjukk: Skammen! Intelligente, oppegående mennsker vet at det er helseskadelig å være tjukk, – derfor er de det ikke. Med andre ord er jeg uintelligent og nede for telling. Jeg har ikke kontroll over min egen kropp. Jeg skammer meg hver gang noen ser at jeg tar en bit av en kringle eller en slurk av et glass vin. Jeg er jo tjukk! Jeg skulle ikke innta sånne ting.

Men jeg bakte altså den kringla. Jeg spiste ett og et halvt stykke, men den fylte flere behov enn bare det å spise. Da jeg bakte den følte jeg velvære, sånn velvære som vi som liker å lage mat føler når vi produserer noe godt til bordet. Jeg tror det er en ur-følelse. Det var hyggelig å sette fram kringle for jentene, og det hører liksom med å servere sine gjester mat. Vi hadde sikkert hatt det like hyggelig hvis jeg hadde satt fram en skål med gulrøtter, – kanskje, – muligens, – jeg vet ikke.

Og jeg er fortsatt tjukk!

vinene.jpg

17 responses to “Tanker rundt ei hvetekringle

  1. Og jeg er fortsatt tjukk!

    Hmm … jeg leser at du skriver det, og du har nevnt det før, men det er ikke helseskadelig å ha noen kilo for mye. Det som er helseskadelig er å være inaktiv og usunn, og det er nå ikke bare for kroppen, men også for hodet. Jeg syns det er så utrolig mye fokus på kilo og mat. Fader heller. Kast nå ikke bort dagene og livet på det.

    Kringla så forresten veldig god ut – det samme gjorde rødvinen 🙂

  2. Den kringel ser altså lækker ud. Og du har så ret i dit indlæg….
    jeg er jo også tyk – meget tyk og det er min egen skyld. jeg spiser for meget mad. Jeg er ikke til slik, kager og chokolade. Det kan jeg sagtens lade være, men god mad…. Jeg kan bare blive ved med at spise god mad og jeg elsker at lave mad og spiser andres gode mad…. Og jeg er nem at friste. jeg syntes ikke jeg er svag, men jeg kan ikke lade god mad være. Tillgængæld ryger og drikker jeg ikke og mine blodprøver er fine – det er kun den forbandet vægt. Og skønhed kommer indefra – ja, men det er så irriterende når man ikke kan passe sit pæneste tøj eller at stolen i restauranten klemmer om ens lår…..
    Tak for dit gode indlæg…….

  3. Takk for kommentarene, jenter. Fordi jeg selv er tjukk, vet jeg at dette faktisk er et tabuemne, og akkurat nå ville jeg skrive om det, men det skal bli lenge til neste gang. det er sjelden jeg snakker om min overvekt, og det er ikke for min skyld, for jeg kan godt snakke om det. Men når jeg nevner det, blir det rungende stille, og folk vet ikke hva de skal si annet enn: «Men vi ser da ikke på deg som tjukk2, – hvilket jo er en umulighet.

  4. Hege, du er fantastisk til at sætte ord på følelser, til at analysere og få det formuleret, så andre forstår det.

    Sissel har ret, det er bedre at være tyk og aktiv end slank og inaktiv. Og skulle man blive indlagt, så er det bedre at have lidt sul på kroppen end at være åleslank.

    Det fjerner jo ikke det ubehag, man kan have hvis tøjet strammer eller man føler sig tyk, men skamme sig, det må du ikke,Hege.

  5. Takk for hyggelig kommentar, Lene. Jeg er enig, man skulle ikke skamme seg. Likevel beskriver jeg en følelse som ER der, og sånn er det bare.

    Samtidig føler jeg også en slags skam over at jeg gidder bry meg med noe så uvesentlig som dette. Jeg hører til en bitte liten promille mennesker på denne kloden som har det meste, og da er det helt absurt å henge seg opp i en tykk kropp. Jeg tenker på Michael og Marianne og alt de har å stri med i disse dager. Men skulle bare holde kjeft, skulle man, – og særlig jeg!

  6. vel skal du ej. Livet er mange ting, der er de svære, som Michael og Marianne gennemgår og der er de mindre svære emner, som alligevel fylder. Livet er det hele, og jeg er glad for at du skrev det her 🙂

  7. Men det er så rart det der med tabuemnene… selv om man bare er sånn middels tykk, er bare det å nevne f.eks at «oii.. nå er jeg blitt for tykk til denne buksa her» eller noe sånt helt tabu. Det blir helt helt stille. For hadde jeg kanskje vært litt tynnere, kunne de sagt noe av typen «nå må du slutte å tulle. du er jo ikke det spor tykk.» men ingen vil jo ljuge.. og ingen vil være slemme, så de blir heeeelt tause.

  8. Hvis det trøster deg, Hege, så skammer jeg meg også. Og jeg vedder på at jeg skammer meg mer enn deg!
    Tenk deg det miljøet jeg lever i. Der veier jo alle de «normale» jentene 40 kilo… Det er sørgelig å tenke på at jeg sletters ikke kan gå med stramme topper og skinnypants. Ikke at jeg har noe stort ønske om det, men sørgelig er det likevel.
    For meg går det i perioder. Noen ganger er jeg helt nede og et tastetrykk unna det mirakuløse slankepulveret fra nettreklamen, andre ganger velsigner jeg meg selv. Jeg vil jo egentlig ikke være som dem.
    Jeg tror det hele handler om å være fornøyd med seg selv. Noe egentlig ingen er, samme hva slags størrelse de bruker.
    For øyeblikket er jeg litt trist over at jeg ikke har ørsmå, søte føtter. Jeg tror det er sunnere å sørge over enn klesstørrelsen!

  9. Det er et dejligt indlæg at blive klogere af – tak fordi du skriver om det! I perioder har vi jo alle noget i vores liv, vi ønkser helt anderledes. Jeg er ikke for tyk, men kan sagtens sætte mig in i det, du fortæller. Man kan sætte sin forbrænding op ved at spise 6 måltider om dagen og undgå hvidt brød, ris og pasta (kun spise fuldkorn) – men det ved du sikert alt om. Jeg kender og har kendt de dejligste mennesker, som er lidt eller meget for tykke – klæder man sig pænt, og er man ikke én stor undskyldning for sig selv – så kan det være enormt flot! Se på Gudrun Sjödén fx.

  10. Nå ble jeg lei meg, Silje. Når jeg som er voksen og til og med læreren din skriver sånn, så kan jeg kommer til å forsterke dine negative følelser over din egen kropp. For meg går grensen ved overvekt ikke der legene eller de tynne jentene i klassen setter den. Grensen går ved medisinsk overvekt, en sånn overvekt som gir vonde knær og hjerteinfarkt. Der er jo ikke du i nærheten av å være. Etter mine begreper er du ikke overvektig, og det tror jeg heller ikke en lege ville si. Du er ei jente med en slank (rund og sunn og flott og deilig) kropp. Min svigerfar kalte det å være «rundslank», og det var det peneste jeg visste. Da jeg var på din alder begynte jeg å slanke meg. Det mener jeg i dag at jeg absolutt ikke skulle gjort. Det ga meg et så intenst fokus på kropp og vekt at det har preget meg siden. Dessuten gikk jeg alltid opp det jeg gikk ned, og litt mer til og med. Det siste skyldes nok det jeg beskriver som hjertets sult. Når jeg endelig var ute av slankekuren spiste jeg alt det jeg hadde savnet. Når jeg ser på bilder av meg selv fra den gangen blir jeg lei meg. Jeg var ei slank jente med runde former. Jeg skulle latt det bli med det.

    Og selv om jeg skammer meg over at jeg er overvektig, så er jeg faktisk veldig glad i kroppen min. Det skriver jeg om her, og det kan du sikkert se. Jeg håper at du er glad i din også!

    Vi snakkes på skolen.

  11. Dersom du er aktiv, sunn, sterk og glad, er ikkje dei ekstra kiloene noko problem.
    Men dersom du verkeleg ønsker å gå ned i vekt, går det sjølvsagt an.
    Det første ein må gjere er i alle fall å gi slepp på skammen.
    Så må du gje slepp på maten. Altså det maten betyr for deg. Festen i munnen. Trøysten og gleden.
    Du kan framleis kose deg med mat, men så lenge den er ein av dei Viktige Tingene i livet, vil det vere for mykje sorg og savn knytta til å ete mindre.

    Dei samme rådene gjeld alt ein vil endre på.
    Så lenge ein skammar seg, treng ein trøyst, og så lenge det ein likar best trøystar mest, så kan ein ikkje endre noko.

    Men kanskje vil du ikkje gå ned i vekt?
    kanskje er du sunn og frisk og glad nok som du er?
    Då er det bedre å parkere heile tanken.
    Akkurat som eg ikkje kan bli 20 år igjen, og at eg ikkje kan få andre talent eller andre livsvalg bak meg. Ingen ting å bruke kreftene på, i alle fall!

    Takk for fin post!

  12. Hvis jeg ubevisst skulle ønske å forbli overvektig, Avil, – da er vi virkelig ute i dybdepsykologien, for er det noe som er sikkert i mitt liv, så er det at jeg skulle ønske jeg var slank. Men som jeg skriver her, vi mennesker har en komplisert psyke, og mye av det vi foretar oss er komplett umulig å forstå. De som blir motbydelige når de drikker et glass for mye, de vet jo at de blir det. De skammer seg, de gremmes, – men på neste fest gjør de det igjen. De er ikke avhengige av alkohol, for de drikker bare i festlig lag, – men likevel gjør de det altså om og om igjen. På samme måte har jeg gjennom livet mitt spist det ekstra eplet, den ekstra brødskiva eller den ekstra desserten som har gjort meg overvektig.

    Aller helst vil jeg være slank, – men jeg er altså et lykkelig menneske likevel.

  13. Eg seier ikkje du «ubevisst ønsker å vere overvektig», eg trur ikkje du ville bruke ordet «overvektig» om du syns du var passevektig.

    Det eg meiner er at du kanskje ikkje ønsker det nok til å ta dei grepa som er naudsynt. Eg røyker, og «ønsker» å slutte, men eg ønsker det slett ikkje nok. Det veit eg, for den gongen eg var gravid ønska eg det nok og fekk det til. Det var ikkje morsomt, og det krevnde masse tankejobbing, men sidan eg var så motivert var eg villig til å ta det då. No er eg ikkje det.

    Og når ein ikkje (enno) er villig til å endre det som er naudsynt, syns eg det er bortkasta tid og ikkje minst livskvalitet å skamme seg og tenke mykje på at ein ikkje «strekk til».
    Derfor har eg bestemt meg for at inntil vidare så røyker eg. Og er nøgd med meg sjølv, og vil ikkje problematisere det. Eg har fakisk ikkje tenkt å «dyrke dei grusomme sidene ved røyking» den dagen eg skal slutte heller. For det er å bruke for mykje krefter på skam, negativitet og vonde kjensler.
    Tenker eg.

    Og så tenke eg at det samme gjelder overvekt. At så lenge motivasjonen ikkje er tilstrekkeleg, så er det jo like greit å la vere å plage seg sjølv med det.
    Nyte maten, vere nøgd emd seg sjølv og vere glad for at du er lykkeleg uansett.

    Eg trur du skjønner kva eg meiner?

  14. Jeg skjønner hva du mener, og takk for at du engasjerer deg og kommenterer. Det gir skrivinga dobbel mening og dobbel glede.

    Ha en fin dag.

  15. Hei, og takk for en fin post. Jeg vet ikke om du har vært borti http://www.kateharding.net? Jeg synes det er mye fornuftig om kroppsaksept og helse der.

  16. Takk for lenken. Jeg skal ta en titt.

  17. Tilbaketråkk: Livet mitt er ikke på bloggen « Livet leker

Legg igjen en kommentar

Fyll inn i feltene under, eller klikk på et ikon for å logge inn:

WordPress.com-logo

Du kommenterer med bruk av din WordPress.com konto. Logg ut /  Endre )

Google-bilde

Du kommenterer med bruk av din Google konto. Logg ut /  Endre )

Twitter-bilde

Du kommenterer med bruk av din Twitter konto. Logg ut /  Endre )

Facebookbilde

Du kommenterer med bruk av din Facebook konto. Logg ut /  Endre )

Kobler til %s